Stof unge under 26

Er du under 26 år og har du et forbrug af stoffer, kan du eller dine forældre henvende jer til ungekonsulenterne i det Mobile Unge Team. ( MUT )

Ungekonsulenterne arbejder netop med unge, som er ved at miste greb om sit forbrug og som skal hjælpes på vej til at erkende, at de har brug for hjælp.

Et behandlingstilbud tilrettelægges efter dig, ud fra de problematikker og ressourcer du har. Behandlingen er oftest tilrettelagt som et individuelt samtaleforløb, eventuelt med inddragelse af din familie eller personer i dit øvrige netværk på skole eller fra dit arbejdsliv.

Du kan kontakte ungekonsulenterne telefonisk:

Lotte Nyholm 41 22 55 57

Søren P. Frederiksen 41 22 55 56

Er du over 18 år og ønsker du at være anonym, kan du læse nærmere om dette under vores behandlingstilbud " Anonym stofmisbrugsbehandling"

Målgruppe

Unge under 26 år med begyndende eller etableret misbrug af stoffer.

Behandling

Rådgivende forløb

Behandlingscenter Nordenfjord yder gennem Det mobile Ungeteam (MUT) behandlingsforløb for unge med stofproblemer. Forløbet består af op til 5  rådgivende samtaler og kan begyndes med 1 anonym samtale. Samtalerne foregår hovedsageligt i den unges nærmiljø. Det kan eksempelvis være i hjemmet, på skolen eller på en institution.

Formålet med rådgivningssamtalerne er at de skal være forebyggende og motiverende, således at den unge allerede på dette tidspunkt i forløbet kan afslutte sit begyndende misbrug.

Det Mobile Ungeteam kan evt. efterfølgende foretage en udredning, der kan ligge til grund for et eventuelt videre behandlingsforløb.

Forældre, fagfolk fra eksempelvis skoler, institutioner eller kommuner, såvel somde unge selv kan henvende sig.

Ambulante forløb

Det ambulante behandlingsforløb iværksættes typisk efter et rådgivningsforløb. Samtalerne foregår hovedsageligt i dit nærmiljø. Det kan eksempelvis være i hjemmet, på skolen eller på en institution.

Ved opstart af et behandlingsforløb, skal kommunen involveres, da de er den bevilgende myndighed. Hvis du er under 18 år, skal dine forældrene give deres samtykke.

Der afholdes typisk samtale en gang om ugen, men hyppigheden afhænger af en individuel vurdering. Varigheden af den enkelte samtale er ca. en time, men kan variere efter hvordan dit behov lige er. Samtalerne foregår individuelt, men da det også er givende for misbrugsbehandlingens succes, inddrages dine forældrene gerne i en samtale. Desuden kan det være gavnligt at en eventuel kommunal kontaktperson eller sagsbehandler deltager. Det er dog op til dig selv at godkende, hvem der deltager i samtalen.

Forældre/pårørende samtaler og rådgivning

Det Mobile Ungeteam tilbyder forældrerådgivning til de forældre, som har unge tilknyttet teamet. Dette foregår både som rådgivningssamtaler i hjemmet, samt via forældreaftener, hvor det er muligt at møde andre, som er i samme situation, som en selv. Desuden gives forældrerådgivning til forældre, som har en ung med et stofmisbrug, som vedkommende ikke ønsker at ændre på. Forældrene har mulighed for at få råd og vejledning om rammer, grænser for og motivation af den unge.

Behandlingen er gratis for dig, da udgiften betales af bopælskommunen.